Skal du momsregistreres fra start?

Valg og selskabsform, 5.11.2025

Skal du momsregistreres eller ej? Reglerne er ret enkle, så læs med her og bliv klogere på, hvad du skal gøre, og hvornår du skal gøre det.

Mange nyopstartede virksomheder bliver i tvivl, om de skal momsregistreres fra dag ét. Nogle tror, at alle virksomheder automatisk skal opkræve og afregne moms, mens andre overser reglerne og risikerer senere opkrævninger fra SKAT. Sandheden er, at momsregistrering afhænger af din omsætning og dine aktiviteter, og du bør kende reglerne fra start, hvis du vil undgå bøder.

I denne artikel giver vi dig overblik over, hvornår du skal momsregistreres, hvilke undtagelser der findes og hvad det betyder for din bogføring og din likviditet.

 

Hvad betyder det at være momsregistreret?

Som momsregistreret virksomhed er du en aktiv del af momssystemet. Det betyder kort fortalt, at du skal opkræve moms på statens vegne. Du skal have styr på, hvordan du håndterer moms i både dit salg og dine indkøb, og din bogføring skal kunne dokumentere alle poster, hvis Skattestyrelsen beder om indsigt.

Du skal skal blandt andet:

  • opkræve 25 % moms af dine salg (medmindre du er momsfritaget)
  • indberette og betale moms til Skattestyrelsen
  • kunne dokumentere moms på dine køb og salg
  • føre et regnskab, der lever op til momsreglerne.

Registreringen sker via Virk.dk, hvor du tilmelder virksomheden til moms, når du forventer at ramme grænsen for momspligtig omsætning.

 

Hvornår skal du momsregistreres?

I Danmark bliver du momspligtig, når din virksomhed har momspligtige salg for mere end 50.000 kr. inden for en 12-månedersperiode. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal registreres på stiftelsesdagen, men at du skal gøre det, når omsætningen realistisk set er på vej mod grænsen. Det afgørende er, at registreringen sker, før du passerer de 50.000 kr., for momsen skal opkræves fra det øjeblik, du bliver momspligtig.

Perioden er rullende, så du kigger altid 12 måneder frem og tilbage – ikke på et kalenderår. Hvis du derfor begynder at nærme dig grænsen, bør du registrere dig i god tid, så dine fakturaer og dit regnskab er korrekte fra det øjeblik, momspligten indtræder.

Eksempel:

Sælger du ydelser for 8.000 kr. om måneden, rammer du grænsen efter ca. seks måneder. Du skal derfor momsregistreres, før du fakturerer den måned, hvor omsætningen passerer 50.000 kr.

 

Skal der moms på alt?

Momsreglerne gælder for langt de fleste virksomheder, men ikke for alle aktiviteter. Det kan derfor være en udfordring at vurdere, om netop din ydelse eller dit produkt skal sælges med moms. Grundreglen er enkel: Hvis du driver almindelig erhvervsaktivitet og tager betaling for en ydelse eller en vare, er du som udgangspunkt momspligtig. Men der findes undtagelser, som har betydning for både din prisfastsættelse og din mulighed for at trække købsmoms fra.

De fleste almindelige erhvervsaktiviteter er momspligtige – fx: 

  • salg af konsulentydelser
  • webshop-salg
  • håndværksydelser
  • IT-ydelser
  • abonnementer

I ovenstående tilfælde skal du opkræve 25 % moms af dit salg og indberette den til Skattestyrelsen.

Men der er også en række områder, hvor lovgivningen fritager dig for moms. Undervisning, sundhedsydelser, finansielle ydelser samt sociale og velfærdsorienterede aktiviteter er typiske eksempler. Driver du virksomhed inden for en af disse kategorier, skal du hverken opkræve eller afregne moms, men til gengæld kan du heller ikke få fradrag for moms på dine egne køb.

Det er derfor vigtigt at kende forskellen. Momspligt påvirker hele dit setup: fra prissætning og fakturering til bogføring og økonomistyring. Er du i tvivl om, hvorvidt din aktivitet er omfattet af moms, er det en god idé at få en faglig vurdering hos en revisor eller en bogholder, så du starter korrekt og undgår senere korrektioner.

 

Sådan registrerer du din virksomhed til moms

Når du ved, at grænsen på 50.000 kr. bliver nået, bør du registrere dig med det samme. Processen er enkel:

1) Log ind på Virk.dk

Gå til “Start virksomhed / Registrering af virksomhed”. Find dit CVR-nummer og tilføj registrering til moms.

2) Angiv tidspunkt for start af momspligt

Startdatoen for din momspligt er enten den dato, hvor du forventer at nå 50.000 kr. i omsætning, eller den dato, du frivilligt vælger at blive momsregistreret fra. Du må gerne sætte moms på dine fakturaer tidligere og registrere dig før grænsen, hvis det passer bedre til din forretning – fx hvis du har store indkøb, du gerne vil have købsmomsfradrag for, eller hvis du vil have et professionelt setup fra dag ét.

Det vigtigste er, at dine fakturaer indeholder korrekt moms fra den dato, du registrerer dig i systemet. Efter registrering kan du ikke sende fakturaer uden moms, uanset om omsætningen endnu er under 50.000 kr.

3) Vælg regnskabsperiode

Nystartede virksomheder skal som udgangspunkt indberette kvartalsvist. Du kan senere ændre til halvårligt eller årligt, hvis din omsætning er lav.

4) Opkræv korrekt moms fra registreringsdatoen

Fra registreringsdatoen skal dine fakturaer vise:

  • pris ekskl. moms
  • 25 % moms
  • pris inkl. moms
  • dit og evt. kundens CVR-nr.

Alle almindelige bogføringssystemer kan hjælpe dig med at udforme din faktura efter reglerne.

 

Fordele og ulemper tidlig momsregistrering

Fordele:

  • Du kan trække købsmoms fra med det samme.
  • Du undgår risiko for efteropkrævning fra SKAT.
  • Professionelt setup fra start.

Ulemper:

  • Du skal indberette moms løbende – også i måneder med lav aktivitet.
  • Du lægger 25 % oven i prisen, hvilket kan påvirke privatkunders betalingsvillighed.
  • Du kan ikke fritages, når du først er momsregistreret, selv hvis omsætningen falder igen.

 

Eksempel: Konsulent der starter småt

En nyopstartet konsulent forventer 5-10.000 kr. i omsætning om måneden. I starten fakturerer hun uden moms, men efter fem måneder er de 50.000 kr. nået.

Her skal hun være momsregistreret inden næste fakturering og derefter indberette kvartalsvis.

I dette tilfælde giver det mening at registrere sig lidt før grænsen, så bogføringen bliver stabil og konsekvent.

 

Eksempel: Webshop der har store indkøb fra dag ét

En webshop skal købe varelager for 70.000 kr. før åbningen. Her kan det være en fordel at blive momsregistreret fra start, fordi købsmomsen så kan trækkes fra.

Det styrker likviditeten og giver et mere retvisende billede af økonomien.

 

Sådan påvirker momsregistrering din økonomi

  • Du får ret til fradrag for købsmoms, hvilket reducerer dine omkostninger.
  • Du skal lægge 25 % oven i prisen, når du sælger til private.
  • Du skal aflevere moms til Skattestyrelsen, hvilket kræver likviditetsstyring.
  • Du skal kunne dokumentere alle køb og salg og sikre kvaliteten af bilag.

 

Kan du udskyde momsregistrering?

Ja, hvis du med realistiske forventninger vurderer, at du ikke når 50.000 kr. i omsætning det første år, behøver du ikke registrere dig. Men du skal følge situationen løbende, for overskrider du grænsen, er du momspligtig med tilbagevirkende kraft, hvis du ikke registrerer dig rettidigt.

Netop fordi momsen påvirker både din prisstrategi, likviditet og bogføring, er det vigtigt, at du tager stilling til momsregistrering – gerne så snart du starter din virksomhed. Tænk fremad, vurder dine aktiviteter realistisk og tilpas valget til din virksomheds behov.

FAQ

Skal alle virksomheder momsregistreres?

Nej, kun virksomheder med momspligtig omsætning over 50.000 kr. inden for 12 måneder. Du skal heller ikke momsregistreres, hvis du udelukkende sælger ydelser, der er momsfritaget.

Skal jeg momsregistreres, før jeg sælger min første ydelse?

Kun hvis du prisen for din ydelse overstiger 50.000 kr., da det er grænsen for momsregistrering. Hvis ikke, skal du først registreres, når grænsen er inden for rækkevidde.

Hvordan ved jeg, om min ydelse er momsfritaget?

Momsloven oplister specifikke fritagelser, fx undervisning og sundhedsydelser. Er du i tvivl, bør du tjekke SKATs vejledning eller spørge en revisor.

Kan jeg fortryde momsregistrering?

Nej, ikke så længe din virksomhed fortsætter drift. Du kan først afmelde moms, hvis driften stopper eller omlægges.

Skal jeg indberette moms, selvom jeg ikke har haft aktivitet?

Ja. Du skal indberette 0 kr., ellers risikerer du bøder og tvangsafslutning.

Kan jeg trække moms fra, før jeg er momsregistreret?

Du kan få fradrag for nogle opstartsomkostninger ved registrering, men dokumentationen skal være i orden, og bogføringen skal matche kravene. Men som udgangspunkt kan du ikke trække moms fra, medmindre du er momsregistreret.