Hvad koster det egentlig at starte virksomhed?

Økonomisk forberedelse, 3.11.2025

Fra gebyrer og startkapital til udstyr, software og rådgivning. Læs med og få overblik over, hvad det koster at starte en virksomhed.

Mange drømmer om at starte virksomhed, men bliver usikre, når spørgsmålet om økonomi melder sig: Hvad koster det egentlig at komme i gang?

Det korte svar er, at prisen varierer meget – fra næsten ingenting til en betydelig investering – alt afhængigt af, hvilken virksomhedsform du vælger, og hvilke behov du har i starten. Men når du kender de typiske startomkostninger, bliver det lettere at lægge et realistisk budget, undgå overraskelser og træffe velovervejede beslutninger.

I denne guide får du et klart over de udgifter, du typisk vil møde i opstartsfasen, så du kan planlægge solidt og komme godt fra start.

 

To typer startomkostninger

At starte virksomhed indebærer to typer udgifter:

1) Juridiske og formelle udgifter, fx gebyrer, startkapital og registreringer.

2) Praktiske driftsudgifter, fx software, markedsføring, udstyr og rådgivning.

Nogle virksomheder kan startes for få hundrede kroner, mens andre kræver større investeringer i både kapital og udstyr. Din virksomhedsform, branche og ambitionsniveau afgør forskellen.

 

Typiske startomkostninger

For at give et hurtigt og håndgribeligt overblik kan du bruge tabellen her:

Omkostningstype

Enkeltmandsvirksomhed

ApS

Kommentar

Oprettelse på Virk.dk

Gratis

670 kr.

Officielt gebyr for stiftelse af ApS

Startkapital

Ingen

20.000 kr.

Kan indskydes som kontanter eller værdier

Regnskabsprogram

0–300 kr./md.

0–300 kr./md.

Afhænger af program og behov

Forsikringer

0-5.000 kr.

1.000-10.000 kr.

Afhænger af branche

Udstyr og software

0-25.000 kr.

0-50.000+ kr.

Stort spænd, afhænger af forretningen

Rådgivning (valgfrit)

0-5.000 kr.

2.000-10.000 kr.

Rådgivning ved stiftelse, skat, regnskab

Tabellen giver et realistisk billede: En enkeltmandsvirksomhed kan startes næsten uden omkostninger, mens et ApS kræver både kapital og gebyrer.

 

Sådan vurderer du dine startomkostninger

1) Virksomhedsform og formelle krav

Enkeltmandsvirksomhed:

  • Opretter du gratis
  • Ingen kapitalbinding
  • Minimal administration

ApS:

  • Kræver min. 20.000 kr. i kapital
  • Gebyr til Erhvervsstyrelsen: 670 kr.
  • Mere administration og krav til årsrapport

Skal du håndtere risiko, leverandøraftaler eller større kontrakter, er ApS ofte det mest trygge valg, også selv om det koster mere i starten.

Du kan læse mere om valg af virksomhedsform her: Enkeltmandsvirksomhed eller ApS: Vælg den rigtige virksomhedsform

2) Udstyr og værktøj

De fleste virksomheder har brug for en grundpakke af redskaber. Typisk:

  • Computer, telefon, evt. skærm
  • Software (bogføring, projektstyring, mail, kontorprogrammer)
  • Licenser og abonnementer
  • Eventuelt værktøj eller maskiner

Start ikke større end nødvendigt. Dit vigtigste mål er at holde likviditeten sund.

3) Marketing og branding

Hvis ingen ved, at du eksisterer, kommer der ingen kunder, og derfor kan du godt forvente udgifter til markedsføring og branding – fx:

  • Domæne og hjemmeside (1.000-25.000 kr.)
  • Logo og grafisk identitet (0-8.000 kr.)
  • Betalt annoncering (1.000-10.000 kr. alt efter strategi)
  • Visitkort, flyers eller simple materialer

Spændet i udgifter er relativt store. Måske kan du løse nogle af opgaverne selv, og så vil udgiften kunne holdes på et minimum – måske har du brug for hjælp til det meste, og så løber det hurtigt op.

4) Rådgivning og faglig hjælp

Du kan starte uden professionel hjælp, men mange vælger at investere lidt for at sikre korrekt stiftelse, bogføring og skat fra start.

Typiske eksempler:

  • Hjælp til stiftelse af ApS
  • Opsætning af regnskabsprogram
  • Sparring om skat, fradrag og virksomhedsstruktur

Små fejl i begyndelsen kan blive dyre senere, så en mindre investering i rådgivning fra enten en revisor eller en bogholder er en ofte fornuftig.

 

Eksempler fra virkeligheden

Eksempel 1: Rådgiver/freelancer

Du sælger tid og kompetencer, fx som designer, konsulent, udvikler eller tekstforfatter.

Typiske startomkostninger:

  • Oprettelse: Gratis
  • Computer, software: 5.000-15.000 kr.
  • Regnskabsprogram: 0-150 kr./md.
  • Website: 1.000-10.000 kr.

Her giver det mening at starte simpelt. Du behøver ikke nødvendigvis den helt store hjemmeside, og du kan overveje, om du kan lave meget af din markedsføring selv – fx via LinkedIn eller sociale medier.

 

Eksempel 2: Webshop eller virksomhed med lager

Du håndterer varer, returret, leverandører og større kontrakter.

Typiske startomkostninger:

  • Opret ApS: 20.000 kr. kapital + 670 kr. gebyr
  • Lager, emballage og indkøb: 5.000-50.000+ kr.
  • Forsikringer: 2.000-10.000 kr.
  • E-handelsplatform, fragt, marketing: 2.000-20.000 kr.

Et ApS giver tryghed, fordi du ikke hæfter personligt for varekøb og leverandørforpligtelser. Skal du samtidig sælge varer, kommer du næppe uden om marketing, så her skal du også have et vist beløb at gøre godt med.

 

Skat og økonomi ved opstart

Din virksomhedsform påvirker både startomkostninger og den økonomiske struktur. I en enkeltmandsvirksomhed bliver overskuddet beskattet som personlig indkomst, hvilket er en billig og fleksibel løsning. Du skal dog huske at justere din forskudsopgørelse løbende, da det er den, der bestemmer, hvor meget du skal betale i B-skat.

Et ApS kræver startkapital, men giver større skattemæssig frihed. Du får mulighed for at udbetale reel løn og/eller udbytte, du kan spare op i selskabet, og du risikerer ikke din privatøkonomi.

FAQ

Hvad koster det at starte en enkeltmandsvirksomhed?

Det er gratis at oprette en enkeltmandsvirksomhed. Du skal blot bruge et CVR-nummer, en NemKonto og et regnskabssystem. De eneste udgifter er dem, du selv vælger – fx software eller markedsføring.

Hvad koster det at starte et ApS?

Et ApS kræver 20.000 kr. i kapital og et gebyr på 670 kr. til Erhvervsstyrelsen. Dertil kommer eventuel hjælp til stiftelsesdokumenter og rådgivning fra en revisor eller en advokat.

Kan jeg starte virksomhed uden penge?

Ja, hvis du vælger en enkeltmandsvirksomhed og har det nødvendige udstyr i forvejen. Mange starter for 0-2.000 kr. med en computer og et regnskabsprogram. Vær dog opmærksom på, at du som enkeltmandsvirksomhed hæfter personligt for økonomien.

Hvad er de største skjulte udgifter ved start af virksomhed?

Typisk software, forsikringer, markedsføring og fejl i bogføring. Derfor er en grundlæggende struktur vigtig fra start.