Hybrid kernekapital

Hybrid kernekapital er en finansiel kapitalform, der forener elementer af både egenkapital og gældsfinansiering, som anvendes af finansielle institutioner til at styrke deres solvensgrad og økonomiske robusthed.

Hvad er hybrid kernekapital?

Hybrid kernekapital er en komponent inden for finansiel regulering og kapitalstruktur, som spiller en afgørende rolle for finansielle institutioners evne til at absorbere tab. Den kaldes hybrid, fordi den inkorporerer karaktertræk fra både egenkapital og efterstillet gæld, hvilket gør den til en fleksibel form for kapitalfinansiering.

Kapitalinstrumenter klassificeret som hybrid kernekapital er konstrueret til at kunne konvertere til almindelig aktiekapital eller absorbere tab, når en finansiel institution er økonomisk presset, hvilket hjælper med til opretholdelse af institutionens solvens. Denne konvertering eller tabsabsorberende mekanisme aktiveres typisk, når institutionens kapitalniveau falder under et foruddefineret punkt, kendt som en udløsermekanisme.

Hybrid kernekapital tælles ofte som en del af en institutions Tier 1-kapital, som er den primære målestok for en banks finansielle styrke og solvens ifølge Basel III-regulativerne. Tier 1-kapital fokuserer især på kernekapital, som er det mest stabile og permanente kapitalelement, der kan anvendes til at dække tab, mens en bank fortsat opererer.

Eksempel på brug:

En bank udsteder konvertible gældsobligationer for at øge sin hybride kernekapital. Obligationerne er designet til at konvertere til aktier, hvis bankens kapitalniveau falder under et bestemt niveau. Dette forbedrer bankens kapitalstruktur og øger dens evne til at modstå perioder med finansiel nedgang.

Synonymer:

• Hybrid kapital
• Blandet kernekapital
• Konvertibel kernekapital

Antonymer:

• Almindelig aktiekapital
• Basis kapital
• Ren egenkapital

Relaterede termer:

• Solvensgrad
• Kapitalstruktur
• Tier 1-kapital
• Egenkapital
• Efterstillet gæld
• Basel III-regulativer